Tredje træningstime, d. 27. september

Det er godt at jeg aldrig ved hvad der venter mig, når jeg mødes med Abraham Gaaei. Denne træningstime viste sig nemlig at blive den, til dags dato, mest konditionsudfordrende. Heldigvis havde jeg denne gang husket at få spist og drukket rigeligt i løbet af dagen, så der var energi nok, samt et stabilt blodsukker.

Efter et kvarters løbetur skal jeg, ligesom sidst, udfordres på konditionen med lidt bakketræning. Bakken er denne gang knap så stejl, men til gengæld længere. Jeg spurter af sted så hurtigt jeg kan, efter ordre om ikke at økonomisere med mine kræfter – så hellere brænde ud. Et minuts pause og så spurter jeg ellers igen op af bakken med Abraham lige i hælene alt imedens han råber at jeg skal øge tempoet. Og det gør jeg så.

Pulsen er ikke nede inden han kaster mig ud i den type øvelser som jeg bare ikke er fan af, nemlig nærkampe! Abraham stiller sig foran mig så vi står ansigt mod ansigt og det er nu min opgave at komme udenom ham. Han må bevæge sig fra side til side med armene i en fastlåst position, f. eks strakt frem foran sig hvor han har fat i mine skuldre. Selvom ovenstående netop er blevet gjort klart for mig, formår jeg ikke at tænke kreativt og bliver derfor ved med at bamle ind i hans cementhårde arme. Jeg får besked på at parkere ”pige-genet”, for jeg MÅ GODT skubbe og springe under eller over ham, hvis det er dét der skal til. Her skinner det virkelig igennem at jeg slet ikke er vant til at tænke når jeg træner. Om det er en spinningstime, steptime eller en løbetur, så er ingen af delene træning som kræver at jeg tænker ”ud af boksen”. Og jeg tror at det er derfor jeg bliver så ekstremt udfordret på øvelser af denne karakter. Abraham fornemmer helt klart min irritation, for efter at have tæsket denne øvelse igennem nogle gange, tager vi en anden af slagsen. Denne gang går han foran mig med ryggen til og det er igen min opgave at komme forbi. Nu er ”pigen” parkeret og ved hjælp af en kombination af hurtighed og spidse albuer kommer jeg udenom Abraham.

Rikkes coachVed trappen op til elefanterne I haven (var i øvrigt lykkelig for at de var kommet i seng på dette tidspunkt) skal jeg nu steppe op og ned i 2 x 1 minut og derefter 1 x 1,5 minut, så hurtigt som jeg overhovedet kan. Også her er det vigtigt at jeg ikke økonomiserer med kræfterne, men giver den max gas med risiko for at brænde ud. En mere simpel øvelse finder man næppe, men effektiv og hård som bare pokker.



Jeg skal nu i gang med træningens sidste konditionskrævende øvelse. Vi står nu med Frederiksberg slot i baggrunden og en lang mørk sti foran os oplyst af lygtepæle. Begge skal vi løbe baglæns og på Abrahams` ”hep” skal jeg vende rundt og spurte af sted. Ikke før jeg indhenter ham må jeg stoppe. Efter første forsøg står det klart at jeg kan godt spurte stærkt, men at min klodsede vending gør at jeg taber super mange sekunder. Vi tager øvelsen fem eller seks gange (uden pauser) og jeg får efterhånden luret på Abrahams ”vende-teknik” hvordan jeg kan optimere min egen.

Jeg kan mærke at min kondition på bare en uge er forbedret markant. Der bliver selvfølgelig hele tiden taget udgangspunkt i mit niveau, og fra dér hvor jeg er, presses jeg. Alligevel synes jeg, at jeg kan mærke en forbedring. Klokken 20:40 kaster jeg mig i græsset med besked på at lave mavebøjninger. Abraham holder på mine fødder og jeg skal, når jeg kommer op, slå ham på skuldrene. Andre gæster i Frederiksberg Have vil kunne høre Abraham sige: ”slå til, jeg er ikke lavet af porcelæn!”, men selvom jeg gør mit yderste tror jeg ikke at jeg efterlader nogle blå mærker.  Jeg er nu fuldstændig færdig. Aftentræning hitter jo for vildt. Der er en fantastisk frisk aftenluft, elefanterne og andre motionister er ryddet af vejen, og mit overophedede røde ansigt kan jeg næsten have for mig selv :-) . Super, super fed træningsseance.

Share

Speak Your Mind

*