Sjette træningstime, 20. oktober

Denne gang vil jeg ikke uddybe min træningstime med Abraham, men bare sige at den som altid var hård, udfordrende og løftede min kondition endnu et niveau. Og så har jeg oplevet en bonus ved den hårde træning, nemlig mere overskud.

Det der er begyndt at blive interessant i forhold til min træning, er de sammenhænge jeg nu oplever mellem den øgede træning og min evne til at tackle udfordringer i mit arbejds- og privatliv. Jeg har ganske enkelt fået mere overskud. Først og fremmest er der naturligvis de rent fysiologiske gevinster ved min træning, men jeg kan mærke at jeg har fået mere energi i løbet af dagen, jeg sover bedre og har i det hele taget bare mere overskud til at få gjort de ting jeg gerne vil. Fedt!

Overskud

Overskud

Men den mest overraskende forandring har været, at opleve hvordan min måde at tænke på også har rykket sig. Indimellem har Abraham presset mig til det punkt hvor min hjerne har haft lyst til at “stå af” – altså nå det punkt hvor den hele tiden siger “det her kan du ikke” til mig. Det er især sket når jeg er havnet i situationer som jeg ikke har nogen erfaring med at takle fra mit tidligere træningsliv. Det gælder især de øvelser hvor vi har skullet kæmpe ansigt til ansigt. I mange af de situationer har jeg ikke ligefrem haft overskud til at fortsætte, men her er sket en stor forandring.

Som med alt andet handler det om at danne sig erfaringer. Når man presser sig selv hårdt med sin træning og kommer succesfuldt igennem den, bliver der lagret en erfaring i ens hoved som siger: ”Jeg har før været i en lignende situation og jeg kom igennem det”. I takt med at jeg flere og flere gange er blevet presset derud hvor min umiddelbare tanke har været “det kan jeg ikke det her” og så alligevel har gjort det, har jeg rykket min psykiske grænse og fået overskud til at fortsætte.

Jeg kan mærke at der nu, både i mit privat- og arbejdsliv, skal markant mere til før jeg føler mig psykisk presset. Hjernen har nu, på baggrund af at have været presset i en træningssituation, fået en erfaring som jeg kan trække på, og det er en bonus ved mit træningsforløb med Abraham som jeg ikke lige havde set komme. Og hvem vil ikke gerne have mere overskud i hverdagen.

Share

Speak Your Mind

*