Fjerde træningstime, 29. september

Den fjerde træningstime lyder på morgentræning. Derfor har jeg fået strenge ordrer på at drikke rigeligt med væske aftenen forinden. Efter en noget rodet nat, med op til flere toiletbesøg – et lille morgenmåltid bestående af et enkelt stykke frugt og lidt brød, står jeg derfor klar kl. 07:00 foran Frederiksberg Have.

 

Vi lægger ud med en 12 min. lang løbetur, hvilket er en brat opvågning til mine benmuskler. Af samme grund føles turen deraf også markant hårdere end ellers. Det passer mig derfor fantastisk, at der på denne træningstime er fokus på muskelstyrkende øvelser, da jeg tvivler på at jeg havde haft energien til intervaltræning på en næsten tom mave.

Træning i det fri

Som det er tilfældet med de andre træningstimer, bruger vi de muligheder som der nu engang er til stede i Frederiksberg Have. Valget falder denne gang på et stålgitter på højde med min hofte. Biceps og brystmuskler skal nu trænes ved at jeg står i en skrå vinkel med hænderne om gelænderet og herfra laver armbøjninger. Når jeg kører ned skal det gøres så langsomt som muligt, og derefter skal jeg ”eksplodere” tilbage til udstrakt position. For at være helt ærlig, er der ikke meget eksplosion over mine armtag, men det er heller ikke det vigtigste. Vigtigst er det, at  jeg gør det så hurtigt jeg nu engang kan. Det giver nemlig musklen et ”chok”, som betyder at den presses til sit maksimum.

Så gælder det langsomme squats – dog med en lille udvidelse af øvelsen; efter hver squat skal jeg løfte og bøje det ene ben op i vandret position og derefter langsomt ned igen. Det syrer godt til i lårmusklerne og det langsomme tempo kræver balance, hvilket igen betyder at man også spænder op i de stabiliserende muskler i corpus.



Mavebøjningerne skal denne gang laves på en bakkeskråning, med mig placeret på tværs af bakkens hældning. Imens holder Abraham fast i mine fødder. Formålet er ikke helt klart for mig, før jeg mærker hvordan min overkrop for hver mavebøjning jeg tager, kommer til at vende længere og længere ned mod bakkens hældning. Kun ved at spænde godt op i de skrå mavemuskler, kan jeg forhindre at jeg glider fuldstændig ned af bakken. Øvelsen gentages fra begge sider.

Vi løber lidt videre gennem haven og stopper op ved et bord/bænke sæt. Med overkroppen hængende ud over bordets kant, holder Abraham fast i mine ben, og jeg skal nu langsomt løfte overkroppen op i vandret position og derefter ned igen. Det spænder godt op i lænden, men i det hele taget er det alle musklerne i corpus som bliver trænet her. Det er vigtigt at jeg gør det langsomt, idet svingkraften ellers alene ville kunne få mig op.

Morgenens sidste øvelse er en god gang klassiske lunges. Udover at de skal gøre langsomt er det vigtigt at knæet kommer så langt ned mod jorden som muligt, uden at røre. Skulle mit knæ lige strejfe gruset på stien, er Abraham over mig som en høg. Spørg mig ikke hvordan søren han kan se det, idet han selv laver øvelsen ved siden af mig, MEN det kan han altså!!

Abraham Gaaei og jeg har nu trænet sammen 4 gange fordelt på to uger. Fremadrettet skal vi kun mødes en gang om ugen – og mine lektier bliver at jeg mellem hver træning skal træne minimum to gange. Vi træner sammen om onsdagen og min egen træning skal derfor ligge på fredage og mandage. Min egen træning skal fortsat bestå af en løbetur af max. en halv times varighed og derefter to sæt af lændeøvelser, samt mave- og armbøjninger.

Share

Speak Your Mind

*