Femte træningstime, 6. oktober

I det super flotte efterårsvejr, mødes jeg til min femte træningstime med min personlige træner Abraham Gaaei. Som sædvanlig starter vores udendørs træning med en løbetur, der dog mest af alt minder om et forhindringsløb – der er nemlig mange andre end mig der har valgt at nyde vejret i Frederiksberg Have.

Vi stopper op ved foden af en bakke på ca. 50 meter. I dag skal der nemlig lægges hårdt ud med en spurt. Jeg skal op og ramme min maksimale ydeevne, og så holde den der hele vejen op af bakken. At tempoet falder i takt med at bakken stiger er forståeligt nok, men jeg skal fortsætte med at presse mig selv til at løbe det hurtigste jeg kan, på det niveau hvor jeg nu er. Abraham løber ved siden af mig, og da syren halvvejs oppe rammer benene glemmer jeg alt om de mange mennesker, og har kun fokus på at presse mig selv mest muligt medens jeg lytter til Abrahams tilråb.

Næsten alle øvelser vi laver under mine træningstimer, er nogle vi laver sammen. Først og fremmest betyder det, at jeg ikke skal bekymre mig om tempo, men blot sørge for at holde trit med Abraham. Derudover har det en stor værdi at jeg kan kopiere ham i hans måde at udføre øvelserne på, så jeg kan få aflagt dårlige vaner, som f. eks at falde sammen i skuldrene, bøje i lænden eller det som har vist sig at være en af mine store udfordringer, at bøje nakken nedefter.

Udendørstræning

Efter pulsen igen er faldet til et mere normalt niveau, er det tid til at se om jeg har været flittig nok med mit hjemmearbejde i form af mave-, ryg- og armbøjninger. Det er min egen fornemmelse at jeg halter bagefter på armbøjningerne, da jeg synes at det har været helt vildt svært at presse mig selv hjemme på stuegulvet. Som jeg kaster mig i græsset er det derfor med en noget skeptisk mine. Til min egen forbavselse er der dog alligevel sket en fremgang. Antallet jeg kan tage er stødt stigende og troen på at mine overarme en dag udvikler sig til at blive bare en smule markeret, stiger. Mavebøjningerne viser at der også her er sket fremgang. Dels kommer jeg op med en højere hastighed og den kraft jeg slår Abrahams skuldre med når jeg er kommet op, er også blevet større. Fedt at mærke at træningen og ikke mindst hjemmearbejdet giver pote.


Så skal der sprintes på de niveaudelte trapper i Frederiksberg Have. Tilløbet skal være i lunte-tempo, men så snart foden rammer trinet, skal jeg op så hurtigt som overhovedet muligt. Jeg må gerne tage flere trin af gangen. Derefter går vi langsomt ned igen, pulsen falder stille og roligt og så tager vi 2 omgange mere.

Ude på græsset igen tager Abraham en brosten op fra jorden. Jeg skal nu holde armene i en 90 graders vinkel ud fra kroppen med begge hænder rundt om stenen. For at ”isolere” mine triceps, skal jeg holde overarme og albuer tæt ind til siden af kroppen, og så kun køre underarmen langsomt op og ned i en lige vinkel. Uden jeg bemærker det, får jeg alligevel løftet albuerne ud fra kroppen og det MÅ jeg ikke! Abraham er derfor nødt til at stille sig bag mig og holde sine hænder på mine albuer. På den måde kan jeg fokusere på at presse albuerne bagud samtidig med at jeg løftet stenen. I næste øvelse skal jeg holde brostenen med helt udstrakte arme i vandret position. Det er rigtig svært ikke at komme til at løfte skuldrene op og skyde lænden frem for at kompensere for de efterhånden trætte armmuskler. Det er dog ret vigtigt at have den rette holdning så det er maven og armene der arbejder og ikke mine led der tager læsset. Lidt som når man slæber poserne hjem fra supermarkedet. Her er det dine led og ikke musklerne der bærer posen, medmindre du selvfølgelig er frisk på at bære poserne hjem med armene i udstrakt vandret position :)

Så skal der løbes i sidelæns zigzag frem og tilbage mellem nogle af de store træer, og til sidst står den på lidt spurt op af samme bakke som vi startede ved. Jeg kan efterhånden godt mærke at jeg nu har været i gang i over en time, og syren har meldt sin ankomst. Men op kommer jeg.

Endnu en virkelig god træningstime er forbi. Jeg er efterhånden blevet virkelig bidt af udendørs træning og jeg kan mærke at motivationen til at blive ved og holde fast i de nye træningsvaner stiger og stiger for hver uge der går.

Share

Speak Your Mind

*